onsdag den 10. november 2010

Hvor skal pengene komme fra?

Følgende linjer er et afskriv fra et interview, der alene har fundet sted i mit hoved.


10-11-2010 Interview med faglig sekretær og SF’er; Tobias Bavnsgaard.


Tobias, hvad mener du om de nye familiesammenføringsregler?
Nej… tja… jeg ved ikke rigtigt… Hvor skal pengene komme fra?

Hvilke penge mener du?
Præcis.

Det må du uddybe…
Pengene til vores fælles velfærdssamfund! Pengene til alle de arbejdsløse vi har svigtet ved ikke at skaffe dem jobs. Pengene til uddannelse. Pengene til næste års budget!

Den diskussion har vel ikke meget med familiesammenføringsreglerne at gøre?
Præcis… Men det gælder vel også omvendt?... eller hva’?

Nu er det normalt mig, som journalist, der stiller spørgsmålene…
…Så kunne du jo spørge mig om, hvad jeg mener om den nye finanslov.


Som alle nok kan gætte ville dette interviewe være løbet af sporet og sluttet senest her.

Men jeg mener det faktisk.
Hvordan kan det lade sig gøre, at vi de seneste mange måneder har diskuteret krise, fair løsning, genopretningsplan, halvering af dagpengeperiode og Robin Hood-skat; og når det så kommer til finanslovsforhandlingerne snakker vi om ghettoer, paraboler, og familiesammenføringer?
I en pressemeddelelse fra finansministeren, der omhandler den samlede aftale om finansloven 2011, kommer nye regler for familiesammenføring og ghettoindsats ind på 5. og 6. pladsen ud af 6 punkter.
Så hvordan er det lykkedes DF, at få netop disse to punkter så højt op på mediernes dagsorden?
Jeg mener det er et udtryk for, at de ikke tar’ den økonomiske situation seriøst.
Den samfundsøkonomiske situation er sgu for vigtig til kun at blive debatteret af vismændene og i bankerne. Den diskussion må vi ha’ på kaffebordene i alle de små hjem og ud på alle de arbejdspladser vi mister for tiden.
Og sådan her gør vi det. Næste gang du hører nogle stå og snakke om ghettoer og familiesammenføringer bryder du stille og roligt ind med spørgsmålet: Hvor skal pengene komme fra?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar